Kirken har gennem sin 1000 årige historie været præget af mange engagerede frivillige.
Den lange tradition og målbevidste satsning på frivilligt arbejde giver mange muligheder for at være en kirke med bredde og et stort engagement.
De mange frivillige er med til at give liv i kirken og sognet.
I Vejlby-Strib-Røjleskov kirker og Sognegården sker der noget hver dag, og der er plads til mange forskellige arrangementer og aktiviteter for alle aldersgrupper, og frivillige gør det muligt for kirken at favne os alle.
Vi vil meget gerne høre fra dig -
kontakt Christel Hansen Meijburg
på mail sognegaarden@pastorat.dk eller mob. 92 43 93 30.
GODE RAMMER
At være frivillig giver gode muligheder for at være med i et godt fællesskab.
Som frivillig har man mulighed for at engagere sig i netop det område, man har særlig interesse for, og i det omfang, der passer ind i hverdagen med andre gøremål.
BRUG FOR ALLE
Der er altid brug for frivillige for at udføre små og store opgaver:
MADLAVNING OG BAGNING
- 4 gange om året holder vi Onsdagskirken (hverdagsgudstjeneste med fællesspisning).
Gruppe frivillige, der kan lide at lave mad, mødes kl. 15.30 og går i gang med at lave dagens ret.
Der er altid hygge og grin i køkkenet. Bordene dækkes, grøntsagerne skæres. Man skal ikke kunne den store madlavningskunst. Opvasken klares også i fællesskabet.
- Flere gange om året holder vi Kirkefrokoster efter en søndags højmesse, hvor alle er indbudt til fælles måltid.
Der skal koges æg, varmes leverpostej, dækkes bord og bages en kage.
- Kage/boller til kaffen. Vi er meget taknemlige for hjælp til at bage boller og kager til sogneaftner.
LEG OG OMSORG
- Legestuen:
Hver tirsdag formiddag mødes børn under 5 år i følge med en voksen i Legestuen. Her hygger man med familier og dagplejebørn ved at synge børnesange, lave kaffe/te, bage brød og spise sammen. Oprydning foregår med fælleshjælp.
- Mini-Musical:
Hver sommerferie starter vi med 3 dages musical for børn i 1.-5. klasse. Det er dejligt med den praktiske hjælp og omsorg, som vores frivillige kommer med. Der skal både laves saftevand, skæres frugt og man skal sørge for, at deltagere har det godt.
DAGLIGSTUENS GÆST
Hver onsdag formiddag mødes sognets ældre til kop kaffe, rundstykke, sang og foredrag.
Har du nogle gode historier eller har du været på en spændende rejse eller bare har noget spændende at fortælle, kan du blive Dagligstuens gæst.
Hvis du hellere vil hjælpe til med borddækning, kaffelavning og opvasken, er der også plads til dit engagement her.
VÆRT VED KIRKEKAFFE
Har du lyst til at servere kaffe for menigheden? Søndage efter 9-gudstjenesterne er der tit kirkekaffe i kirkerne. Kaffen laves i Sognegården og småkagerne/bollerne er bagte. Din værtsopgave er servering og samtale. Man er enten en eller to personer om opgaven.
PRAKTISK HJÆLP
Der er altid brug for hjælpende hænder til praktiske opgaver både inde i kirken/sognegården og udenfor. Borddækning til sogneaftner og madlavning til forskellige arrangementer fx kirkefrokoster er indendørs opgaver. Men der er også udendørs opgaver, der skal løses.
Vi kunne godt tænke os "et hold mænd", der har lyst til at ordne små udendørs opgaver ved sognegården og kirker, samt hjælpe med vedligeholdelse af stole og borde. Der er mange mindre opgaver, som ikke nødvendigvis er personalets arbejdsområder, men kunne gøres af frivillige, så vores bygninger ser pæne ud.
EN GOD IDE
Har du en god idé til sognearbejde eller arrangement, er du altid velkommen til at kontakte sognemedhjælper eller Aktivitetsudvalgets formand.
Alene kan vi noget - går vi sammen, kan to oftest gøre mere end det dobbelte.